Optakt Varde IF – Sædding/G IF
Der venter et særdeles spændende lokalopgør lørdag eftermiddag på Vestjysk Bank Stadion, når Varde Møder Sædding G/ IF (SGI). Der er kampstart kl. 15.00.
Sædding-Guldager Idrætsforening blev stiftet i 1971 ved en sammenslutning af Guldager Gymnastik- og Ungdomsforening (stiftet 1903), Sædding Ungdoms- og Idrætsforening (stiftet 1941) og Guldager Boldklub (stiftet 1949).
Fodboldforeningen har ca. 650 medlemmer og er Esbjergs førende breddeklub. Det er en klub i rivende udvikling, især omkring børne- og ungdomsfodbold, hvor man har et tæt samarbejde med Sønderris Sportsklub.
Det bedste seniorhold har i de senere år været placeret i Jyllandsserien, hvor det i sæsonerne 2021-23 var i JS 1, mens det i 2024 var i JS 2.
Varde og SGI har ikke mødtes turneringsmæssigt de seneste mange år. De senest indbyrdes kampe har været i DBU Pokalen. I 2018 vandt SGI/SSK med 3-2 og 2 år senere blev det ligeledes til en 3-2 sejr til SGI.
SGI har indledt denne sæson på overbevisende facon med sejre over henholdsvis FC Sønderborg på 3-0 ude og i sidste weekend 2-0 over BK Klitten hjemme i Guldager. Der venter derfor Varde-holdet en modstander med selvtilliden i orden.
For hjemmeholdet gælder det om at sætte 90 gode minutter sammen samt at få den sidste kynisme på plads i begge felter. I begge de 2 spillede kampe har holdet spillet fremragende de første 45 minutter i højt tempo med god possession fodbold og masser af scoringstilbud, mens det derimod har knebet med at fastholde momentum efter pausen.
Om lørdagens kamp udtaler cheftræner Henrik Vermehren: ”Mentalt bliver det igen en svær kamp, SGI kommer med 2 sejre i banken, mens vi endnu har til gode at score mål. Tænker også at dagens modstander gerne vil revanchere det smertelige nederlag i træningskampen”.
”Vi vil prøve at afgive lidt initiativ undervejs i kampen, så vi formår at spille på den store klinge over de 90 min. Dernæst har vi suppleret bænken med lidt andre typer, som også kan komme ind og bidrage med deres kompetencer. SGI har fået forstærkninger i vinterpausen, og derfor kræver de stor respekt. Og tabellen lyver ikke efter 2 spillerunder”, fortsætter cheftræneren.
”Formår vi at følge game planen og fastholde vores struktur, samt få prikket hul på bylden, så vil vi også få sæsonens længe ventede sejr. Vi scorede mange mål i alle vores træningskampe, så vendepunktet bliver i dagens kamp”, slutter Vermehren.
Til kampen er der 2 ændringer i truppen. Emil Kehlet og Tobias Bording glider ud og erstattes af Lasse Henneberg Kristensen og Simon Jelstrup.
Vardes trup har følgende udseende: Lasse T. Kristiansen, Kasper Nielsen, Simon Riber Nielsen, Mads Zaar, Elias Rye Poulsen, Mads Falk Knudsen, Simon Ravn, Niklas Catton, Jeff Pedersen, Søren Hermansen, Jakob Nielsen, Simon Jelstrup og Lasse Henneberg Kristensen.
Den 11. april 2025 Ejgil Gammelgaard