Optakt Varde IF – FC Sønderborg
Søndag eftermiddag venter der en sand gyser, når Vardes JS-hold i 3. sidste spillerunde møder FC Sønderborg. Kampen fløjtes i gang kl. 15:00 på Vestjysk Bank Stadion.
Det sønderjyske hold er en eliteoverbygning på såvel senior som ungdomssiden og udgøres i dag af følgende moderklubber i Sønderborg området: Dybbøl IU, Nordals Boldklub, Sønderborg Boldklub, BNS, Hørup UI, Svendstrup UF samt Egen UI. Sønderjyderne rykkede op i JS1 efter forårssæsonen sidste år, men det blev kun til en enkelt halvsæson i JS1 i efteråret 2025.
FC Sønderborg lagde stærkt fra land i indeværende halvsæson, og lå i front efter de første 6 spillerunder, hvor holdet hentede 14 points. Holdet har dog kun hentet 2 points i de seneste 5 kampe og er nu en del af det tætte midterfelt, hvor der kun er 3 points mellem FC Sønderborg på 3. pladsen med 16 points og FC Horsens på 7. pladsen med 13 points. Varde ligger lige over stregen på play off pladsen med 14 points. Der er derfor tale om et særdeles vigtigt opgør, hvor begge hold uden tvivl vil gå efter alle 3 points.
Begge hold løb ind i nederlag i sidste weekends udekampe mod rækkens tophold. FC Sønderborg tabte med 3-0 i Gauerslund, mens Varde tabte med 2-1 i Aabyhøj. Til gengæld hentede sønderjyderne en 4-1 sejr i tirsdagens pokalkamp mod serie 2 holdet FCH 6100. Som bekendt gik Varde videre i Pokalen uden kamp, da Spangsbjerg meldte fra.
Da de 2 hold mødte hinanden i Guderup på Als i det omvendte opgør, vandt hjemmeholdet en fortjent sejr på 4-2. Det var i en periode hvor Varde løb ind i 3 store nederlag på stribe. Siden hen har holdet præsteret langt bedre med 9 points i de seneste 5 kampe, og hvor ikke mindst defensiven har fungeret langt bedre.
Der er 2 ændringer i den udtagne trup i forhold til kampen mod Aabyhøj, hvor Jakob Nielsen var med for første gang i foråret efter en lang skadespause. Der er come back til Lauritz Steen Jensen efter en kortere skadespause, mens Mads Falk er tilbage efter en enkelt kamps fravær. Ud glider Malthe Liestmann og Gustav Houmøller.
Vardes trup har følgende udseende: Oliver Bebensee, Jakob Nielsen, Mads Falk, Emil Kristensen, Simon Jelstrup, Frederik Lyst, Nicolaj Andreasen, William Østergaard, Simon Riber, Jonas Meyer, Kristian Kristoffersen, Kasper Nielsen, Asger Berg og Lauritz Steen Jensen.
Den 6. juni 2026 af Ejgil Gammelgaard

