
DS fightede sig til 3 points mod Hedensted trods mand i undertal de sidste 20 minutter
Varde besejrede Hedensted 1-0 i den vigtige udekamp lørdag eftermiddag. Målet blev scoret af Kasper Nissen midt i 1. halvleg og føringen ved pausen var fortjent. Efter pausen havde Varde holdet svært ved at få presspillet til at fungere og hjemmeholdet sad på det meste, og føringen var under hårdt pres ikke mindst de sidste 20 minutter efter Andreas Blåholms udvisning.
Startformationen var ændret til en 3:4:3 formation, med Simon Jelstrup, Kristoffer Sørensen og Jakob Nielsen i 3-mandsforsvaret. På den centrale midtbane var Andreas Blåholm tilbage og erstattede den skadede Lasse Holm, mens Mathias van Beest var rykket frem på venstre kant. Fremme lå Kasper Køhlert, Kasper Nissen og Burak Bozdemir.
Kampen fik en livlig start og den tunge bane i ”Mosen” i Hedensted indbød til masser af hårde dueller. Hjemmeholdet kom frem til et par halve chancer indenfor de første 10 minutter, efter opspilsfejl fra Vardes side, men generelt set fungerede Vardes presspil godt de første 45 minutter og gav ikke hjemmeholdet ro til at bygge spillet op.
Føringsmålet faldt midt i halvlegen ved Kasper Nissen, som var først over et langt præcist udspark fra Lasse T.K. Nissen udmanøvrerede hjemmeholdets Niclas Nymand og sendte sikkert bolden i nettet uden chancer for Kenneth Quist i hjemmeholdets mål.
Herefter pressede Varde holdet på for at øge føringen, og Kasper Nissen fik da også bolden i nettet på en aflevering fra Kasper Køhlert med 10 minutter igen af halvlegen, men desværre var Nissen off side. ”Set i bakspejlet skulle ”Kølle” selv have afsluttet.
Hedensted tog teten fra starten af 2. halvleg og for Varde spillerne var det mere reaktion end aktion de sidste 45 minutter, hvor det ikke lykkedes at sætte presspillet i scene.
Efter flere nærgående forsøg var det uhyre tæt på 1-1 efter et kvarters spil, efter panik i Varde defensiven, hvor ingen søgte bolden. Mirsad Suljic slap helt fri med Lasse T.K., som heldigvis vandt den direkte duel.
Efter et par udskiftninger havde Varde holdet en kort opblussen, men da Andreas Blåholm løb ind i 2 gule kort med knap to minutters mellemrum, var det på det nærmeste ren overlevelse for Varde holdet de sidste 20 minutter inklusiv 5 minutters tillægstid.
Hjemmeholdet var da også tæt på af flere omgange, men 2. boldene efter redninger af Lasse T.K. havnede hver gang hos en Varde spiller, som kunne ekspedere bolden ud af farezonen.
Til sidste virkede nærmest som om, hjemmeholdet havde mistet troen på at det kunne lade sig gøre at score og efter 5 minutters tillægstid kunne Varde spillerne glæde sig over at have gentaget 1-0 sejren fra 3. spillerunde. Vidunderlig fight af Varde spillerne, som gav cheftræner Casper Lauridsen en velfortjent fødselsdagsgave.
Med sejren blev der lagt yderligere afstand til Otterup og Brabrand i bunden af rækken, mens afstanden op til midterfeltet blev reduceret til 3 points.
Næste lørdag venter der Varde spillerne en svær hjemmekamp, når OKS er gæsterne på Vestjysk Bank Stadion.
Matchfacts Hedensted – Varde
Resultat: 0-1 (0-1)
0-1 Kasper Nissen (22.)
Udvisning Varde: Andreas Blåholm (74.)
Dommer: Kim Fredholm
Varde: Lasse T. Kristiansen – Simon Jelstrup, Kristoffer Sørensen, Jakob Nielsen – Søren Hermansen (65. Jonas Alsted), Andreas Blåholm, Magnus Sandfeld, Mathias van Beest – Kasper Køhlert (56. Sebastian Kargo Larsen), Kasper Nissen, Burak Bozdemir (83. Jonas Borgen Dahl).
Ikke benyttet: Rasmus Bornhøft.
Advarsler Varde: Andreas Blåholm (72. og 74.), Jonas Borgen Dahl (84.), Kasper Nissen (89.) og Lasse T. Kristiansen (90.+5).
Advarsler Hedensted: Kristian Jørgensen (89.)
Den 16. Oktober 2022 af Ejgil Gammelgaard
Lynscoring grundlagde hjemmesejren over B1909
Lynscoring grundlagde hjemmesejren over B1909 Efter blot 8 sekunders spil stemplede hjemvendte Mikkel Blåholm ind for første gang i kampen og banede vej for en fortjent sejr i forårspremieren mod B1909. Den yderst intense kamp sluttede 3-1 efter en 2-0 føring ved pausen. Varde stillede op i en 3:4:1:2 formation med unge Oliver Bebensee på […]
Optakt Varde IF – B1909
Optakt Varde IF – B1909 Lørdag med kampstart kl. 15:00 tager Vardes DS-hold imod B1909 i sæsonpremieren på kunstgræsbanen ved Vestjysk Bank Stadion. Fra de indledende runder i DS-pulje 3 i efteråret kvalificerede Ringkøbing og Marienlyst sig til oprykningsspillet, mens de øvrige 8 hold deltager i kvalifikationsspillet, hvor holdene møder hinanden 2 gange og medtager […]
Træningsopstart i Varde IF herre fodbold lørdag d. 21/1. kl. 10.00
Træningsopstart i Varde IF herre fodbold lørdag d. 21/1. kl. 10.00 Varde IF Herre fodbold starter traditionen tro op med træning og suppe for alle spillere og ledere i U19 og herre senior afdelingen. Vi træner på kunst og efter omklædning serveres der suppe i Sportiums lokaler, hvor der samtidig vil være info om forårssæsonen.Vi […]