Varde taber forårspremiere til Kolding
Ærgerligt nederlag på hjemmebane
Det lykkedes ikke Varde at hente point i forårspremieren hjemme på Vestjysk Bank Stadion. Kolding Boldklub vandt kampen med 2-0 på to hurtige mål lige efter pausen. Hjemmeholdet var klart bedst de første 45 minutter og burde have ført ved pausen efter et stort spillemæssigt overtag, men scoringsmulighederne blev brændt, og de to mål til gæsterne kort ind i anden halvleg betød, at hjemmeholdet ofte forcerede mere end godt var, og bortset fra en dobbeltchance med fem minutter igen af den ordinære spilletid havde hjemmeholdet svært ved at komme frem til chancer.
Med undtagelse af at Lasse T. Kristiansen vogtede målet i stedet for Oliver Bebensee var startformationen den samme som mod BK Klitten. 3-mandsforsvaret udgjordes af Simon Riber Nielsen, Kasper Nielsen og Jakob Nielsen. Søren Hermansen og Elias Rye Poulsen var på kanterne, mens den centrale midtbane bestod af Jeff Pedersen, Simon Ravn og Niclas Catton. Helt på toppen lå Mads Zaar og Mads Falk Knudsen.
Den unge Varde-hold spillede en forrygende første halvleg med et stort spillemæssigt overtag, hvor blot målene manglede.
Den første mulighed kom efter seks minutters spil, hvor Simon Ravn knaldede bolden på overliggeren efter et frisparksindlæg i feltet, som blev clearet i første ombæring. Bolden faldt ned for foden af Simon Ravn, som resolut knaldede til bolden.
Den næste store mulighed faldt efter et kvarters spil, hvor Mads Zaar ved bagerste stolpe lige netop ikke fik ram på Mads Falk Knudsens glimrende indlæg fra højre kant.
Fem minutter senere fandt Jeff Pedersen med en lang aflevering en fri Søren Hermansen på højre kant, men desværre blev Hermansens afslutning fra en lidt spids vinkel clearet til et hjørnespark.
Hjemmeholdet bevarede det spillemæssige overtag halvlegen ud, hvor gæsterne ikke kom frem til nævneværdige muligheder. Flot halvleg af Varde-holdet, som burde have resulteret i en føring ved pausen.
Varde indledte reelt set de sidste 45 minutter, som første halvleg sluttede, men pludselig ud af nærmest ingenting stod det pludselig 2-0 på måltavlen til gæsterne. Efter godt fem minutters spil ramte en clearing fra Kasper Nielsen en Kolding-spiller, bolden sprang op i luften, og i en hovedstødsduel var Simon Riber Nielsen uheldig med at spille Emil Pedersen fri, og han scorede uden chance for Lasse T. Kristiansen i Varde-målet.
Blot fire minutter senere faldt målet til 2-0, da Varde-forsvaret ikke får clearet et langt udspark fra Kolding B´s keeper. Emil Pedersen var først på bolden i feltet og spillede Jesper Fogh Sørensen helt fri, som havde nemt ved at score.
En kold dukkert for Varde-holdet, som efterfølgende havde svært ved at finde de flotte takter fra de første 45 minutter. Der blev fortsat kæmpet forbilledligt, men ofte blev der forceret lidt for ivrigt og forsøgt for meget på egen hånd.
Den eneste store mulighed for at bringe spændingen tilbage i kampen opstod med godt fem minutter tilbage af den ordinære spilletid. Mads Falk Knudsen tog et langt ”commandoraid” frem mod straffesparksfeltet, men keeperen halvklarede forsøget, og på riposten ramte Simon Riber Nielsen desværre stolpen.
Det var en flok skuffede spillere, der sad i omklædningsrummet efter en kamp, som man følte, man skulle have vundet. Men det er ikke tilstrækkeligt at spille godt, chancerne skal omsættes, når de byder sig, og samtidig skal man være kyniske og parate, når det brænder på i eget felt.
Kampen gav debut til Emil Kehlet, som desværre måtte lade sig udskifte i tillægstiden med en flækket overlæbe efter en hovedstødsduel.
Holdets næste kamp er ligeledes på hjemmebane, hvor SGI er modstanderen. Der er kampstart kl. 15.00.
Matchfacts Varde – Kolding Boldklub
Resultat: 0-2 (0-0)
0-1 Emil Pedersen (51.)
0-2 Jesper Fogh Sørensen (55.)
Dommer: Anders Thoustrup
Tilskuere: 125
Varde: Lasse T. Kristiansen – Simon Riber Nielsen, Kasper Nielsen, Jakob Nielsen – Søren Hermansen, Jeff Pedersen, Simon Ravn (79. Emil Kehlet, 90.+2. Simon Ravn), Niclas Catton, Elias Rye Poulsen – Mads Falk Knudsen og Mads Zaar (65. Lauritz Steen Jensen).
Advarsler Varde: Niclas Catton (69.)
Dagens ”man of the match”: Jeff Pedersen
Den 6. april 2025 af Ejgil Gammelgaard