Optakt Varde IF - FC Sønderborg
Der venter et særdeles spændende opgør lørdag eftermiddag på Vestjysk Bank Stadion, når Varde møder FC Sønderborg. Der er kampstart kl. 15.30.
Det sønderjyske hold er en eliteoverbygning på såvel senior som ungdomssiden og udgøres i dag af følgende moderklubber i Sønderborg området: Dybbøl IU, Nordals Boldklub, Sønderborg Boldklub, BNS, Hørup UI, Svendstrup UF samt Egen UI.
FC Sønderborg spillede i danmarksserien i sæsonen 2011/12 samt i de 4 sæsoner 2014/15 til 2017/18. Efter flere nedrykninger var holdet ikke repræsenteret på seniorsiden i sæsonerne 2020/21 til 2022/23, men startede igen i serie 2 i efteråret 2023. Holdet sluttede på sidstepladsen i JS 2 i efteråret 2024, men bevarede status i JS 2, da Egen UI indgik i samarbejdet fra årsskiftet 2024/25.
Efter de første 6 spillerunder ligger de 2 hold som henholdsvis nr. 3 og 4 i puljen, hvor kun ét enkelt point skiller holdene, men da afstanden fra top til bund i puljen er på kun 4 points har kampen stor betydning for begge hold i det tætte kapløb.
Sønderjyderne kommer til Varde med en god portion selvtillid med sejre i de 2 seneste kampe. Først en hjemmesejr på 1-0 over Kolding Boldklub og i sidste weekend en knusende sejr på 6-2 over BK Klitten, ligeledes på hjemmebane.
Hjemmeholdet har hentet 4 points i de seneste 2 kampe. Først en overbevisende hjemmesejr på 3-0 over Haderslev FK, mens det i udekampen sidste weekend blev til et lidt heldigt point mod Bramming på en udligning til 1-1 i slutminutterne. Der venter derfor helt sikkert det unge Varde- mandskab en svær kamp.
Cheftræner Henrik Vermehren har følgende kommentarer til udbyttet for de første 6 kampe: "Pointmæssigt kunne jeg godt have tænkt mig 4-5 points mere, og mener også at der har været bud efter det i de indledende kampe. Spillemæssigt har vi været ekstrem stærke i 1. halvleg, mens vi mister noget udtryk generelt i 2. halvleg. Det glæder mig dog at vi denne sæson formår at fastholde nogle point i de kampe, hvor vi kæmper med tingene, og som alle tidligere ville give et nederlag".
"Niveauet i JS 2 synes jeg er lidt blandet, hvilket resultaterne også afslører. Det virker som om, at alle slår alle. Det tyder mere på at dagsformen er afgørende, hvor holdene i JS 1 var lidt mere stabile i deres præstationer", fortsætter cheftræneren.
Om selve kampen lyder det fra cheftræneren: "Jeg forventer for det første at vi kan holde vores momentum fra hjemmekampen mod Haderslev, og for det andet at den lidt sløje indsats i Bramming motiverer os til at bevise noget andet. Vi har øvet os godt på omstillinger, som formentlig gerne skulle skabe de nødvendige chancer og mål. Endelig er vi også nødsaget til at omstrukturere en smule grundet karantæne, men det har vi forsøgt vendt til noget brugbart, så vi igen løber med en hjemmesejr".
Til kampen må Varde undvære den karantæneramte Simon Riber samt Simon Jelstrup. I stedet vender Elias Rye Poulsen tilbage og U19 spilleren Asger Berg indgår ligeledes i truppen.
Vardes trup til kampen har følgende udseende: Lasse T. Kristiansen, Simon Riber, Mads Zaar, Mads Falk Knudsen, Simon Ravn, Niklas Catton, Jeff Pedersen, Søren Hermansen, Jakob Nielsen, Sebastian Kargo Larsen, Jonas Borgen Dahl, Kristian Kristoffersen, Kasper Nielsen samt Asger Berg.
9. Maj 2025 Ejgil Gammelgaard