Optakt: Varde IF - Herning Fremad
JS-holdet møder lørdag Herning Fremad på Vestjysk Bank Stadion. Kampen starter kl. 15:30. Holdene ligger som henholdsvis nr. 3 og 4 i puljen. Gæsterne har 11 point efter 7 kampe, mens Varde har 9 point og har spillet en kamp mindre. Kampens resultat er derfor afgørende for, om hjemmeholdet skal kigge opad eller nedad i tabellen.
Efter en flot start med tre sejre i træk, blandt andet 3-2 i premierekampen ude mod Herning Fremad, har hjemmeholdet tabt de seneste tre kampe. Det seneste nederlag kom i tirsdags mod Give Fremad, hvor Varde-holdet indledte en hård periode med kampe både tirsdag og lørdag tre uger i træk.
Kampen i Give endte med et antiklimaks for Varde, da føringen på 1-0 ved Mads Falk blev vendt til et nederlag på 2-1 i de sidste 20 minutter. Sejrsmålet til 2-1 faldt i sidste minut af den ordinære spilletid, hvor Give Fremad endda spillede med to mand i undertal på grund af gule kort.
Nu skal Varde op på hesten igen, og især den defensive organisation skal forbedres. Modstanderne har i de seneste tre kampe haft for let ved at skabe chancer, og generelt vinder man for få kampe i Jyllandsserien, hvis modstanderne som minimum scorer to mål.
I forhold til tirsdagens kamp i Give er der tre ændringer i truppen. Emil Falk, som har været ude de seneste tre kampe med et trykket ribben, er med igen, ligesom Simon Kargo og Jeff Pedersen. Ud går Simon Riber, der er taget på oplevelsestur til Sydamerika, samt Jakob Nielsen og Simon Jelstrup.
Vardes trup: Lasse T. Kristiansen, Kristian Kristoffersen, Kasper Nielsen, Gustav Bælum, Sebastian Kargo, Kasper Søndergaard, Emil Falk, Mads Falk, Malthe Liestmann, Lauritz Steen Jensen, Frederik Lyst, Jeff Pedersen, Lasse H. Kristensen og Nicolaj Andreasen.
Kampen spilles lørdag kl. 15:30 på Vestjysk Bank Stadion.
Den 19. september 2025, Ejgil Gammelgaard

