Varde redder point i overtiden
Sen udligning redder point for hjemmeholdet i dramatisk opgør på regnvåd bane
JS sikrede det ene point på et mål i tillægstiden
På en regnvåd og glat bane på Vestjysk Bank Stadion havde Varde svært ved at finde rytmen mod bundholdet Brande IF. Gæsterne var foran både 1-0 og 2-1, og først i det 4. tillægsminut lykkedes det Varde at udligne til slutresultatet 2-2.
I startopstillingen var der to ændringer i forhold til tirsdagens kamp mod Give Fremad. Gustav Bælum erstattede Kristian Kristoffersen på venstre kant, og Jeff Pedersen overtog pladsen fra Bogi Høgnason Eriksen på den centrale midtbane.
Gæsterne viste sig at være en langt sværere modstander for hjemmeholdet end forventet. Ikke fordi holdet overraskede med brugen af næsten udelukkende lange bolde fra forsvaret frem til de tre forreste, men mere fordi Vardes defensiv på dagen havde store organisatoriske problemer, især i de første 45 minutter, og var lette at overliste på farlige omstillinger.
Hjemmeholdet havde mest boldbesiddelse gennem kampen og lagde godt ud. Mads Falk var tæt på at bringe Varde foran efter godt 10 minutters spil, da han fra tæt hold sendte Nicolaj Andreasens indlæg på overliggeren.
Herefter fik gæsterne godt gang i omstillingsspillet og kom frem til et par store muligheder, inden de midt i halvlegen bragte sig foran 1-0. Igen var det en dyb stikning i siden, som voldte Vardes forsvar problemer, og på indlægget kunne en fri Mads Brøgger Laursen nemt sende bolden i nettet. Få minutter senere var det tæt på 2-0, da et langskud fra næsten 30 meters afstand ramte overliggeren.
Udligningen til 1-1 faldt efter en halv times spil, da Mads Falk sendte Gustav Bælums glimrende indlæg fra venstre kant i mål. I halvlegens sidste minut kunne det være blevet 2-1 til hjemmeholdet, men Nicolaj Andreasen nåede lige præcis ikke at få hovedet på Frederik Lysts indlæg tæt under mål.
En rodet første halvleg, hvor hjemmeholdet ikke kunne være utilfredse med, at stillingen var lige.
Varde startede også bedst efter pausen og havde muligheder for at afgøre kampen. Efter fem minutters spil fik Frederik Lyst en stor chance, men helt fri ved bagerste stolpe headede han Gustav Bælums indlæg forbi. Kort efter havde Gustav Bælum selv et godt forsøg efter forarbejde fra Simon Jelstrup, som målmanden med besvær fik reddet. Efter et kvarter var Jakob Nielsen tæt på, da han fik hovedet på Frederik Lysts hjørnesparksindlæg, men afslutningen blev reddet på stregen af en Brande-spiller.
Herefter dalede kvaliteten, og trods et spillemæssigt overtag havde Varde svært ved at skabe reelle målchancer.
I stedet lykkedes det gæsterne at komme foran 2-1 med ti minutter igen, da Victor Jensen sendte et frispark fra cirka 25 meters afstand igennem muren og fladt i mål ved stolpen.
I slutfasen pressede Varde på for en udligning, og i det tredje tillægsminut var Nicolaj Andreasen meget tæt på, da han fra få meters afstand sendte Emil Kehlets indlæg mod mål, men med en flot redning lykkedes det målmanden at afværge til hjørnespark. Det var dog en stakket frist; Jakob Nielsens hjørnesparksbold blev først bokset ud, hvor Simon Jelstrup sendte en ny afslutning mod mål, og her lykkedes det Nicolaj Andreasen fra tæt hold at få bolden i nettet.
Med en udligning i det fjerde tillægsminut må Varde stille sig tilfreds med det ene point efter en kamp, hvor holdet i perioder viste et overraskende lavt niveau.
Nu er perioden med tre engelske uger i træk heldigvis ovre, så det igen bliver muligt at arbejde målrettet med forskellige udfordringer på træningsbanen.
Med det uafgjorte resultat blev der ikke skabt afstand til bunden af tabellen, og nu venter der et vigtigt opgør næste søndag mod Gauerslund IF, som med en kamp i hånden indtager sjettepladsen – fem point efter Varde på femtepladsen. Der er kampstart på Danbolig Arena Gauerslund kl. 16:15.
- Resultat: 2-2 (1-1)
- 0-1: Mads Brøgger Laursen (22.)
- 1-1: Mads Falk (33.)
- 1-2: Victor Jensen (81.)
- 2-2: Nicolaj Andreasen (90.+4)
- Dommer: Martin Sørensen
- Tilskuere: 75
- Varde opstilling: Lasse T. Kristiansen - Kasper Nielsen (82. Jeff Pedersen), Emil Kristensen, Jakob Nielsen, Malthe Liestmann - Frederik Lyst (80. Emil Kehlet), Simon Jelstrup, Jeff Pedersen (69. Lasse H. Kristensen), Gustav Bælum (57. Lauritz Steen Jensen) - Nicolaj Andreasen og Mads Falk.
- Dagens man of the match: Emil Kristensen
Den 5. oktober 2025 af Ejgil Gammelgaard





























































