Varde IF
Menu

Menu

ForsideJyllandsserienStaffJS- Træningstider Stilling og kampprogram StatistikSerie 1Serie 4U19U-19 Liga 1U-19 Liga 3Om VIF Herre FodboldForeningens formålBestyrelse50 års jubilæumErhvervsklubbenNetværksplus SponsorTøjsponsor
VIF Herre
Foto:

JS hentede et vigtigt point i Gauerslund efter en medrivende og målrig kamp

Efter en nervøs start og bagud 0-2 efter godt et kvarters spil vendte JS-holdet kampen på en fremragende første halve time af 2. halvleg til en 3-2 føring. Denne føring holdt dog kun indtil slutminutterne, hvor hjemmeholdet udlignede til 3-3. Det var en særdeles intens og spændende kamp, hvor hjemmeholdet jagtede alle 3 point, mens Varde i højere grad kunne være tilfredse med det ene point.

Startopstillingen bød på flere ændringer i forhold til sidste weekends kamp mod Brande IF. Malthe Liestmann rykkede over på højre back i stedet for Kasper Nielsen, og Gustav Bælum spillede venstre back. På den centrale midtbane var Emil Falk og Lasse H. Kristensen med fra start i stedet for Simon Jelstrup og Jeff Pedersen. Kristian Kristoffersen var tilbage på venstre kant, og i front lå Sebastian Kargo, der erstattede den nybagte far, Mads Falk.

Varde-spillerne fandt ikke det rette spændingsniveau fra kampens begyndelse, og efter godt 5 minutter bragte hjemmeholdet sig foran 1-0. En lang bold i dybden troede Vardes forsvar ville gå ud over baglinjen, men det skete ikke. Efter en halvklaring af Lasse T.K. kunne han ikke stille noget op på riposten.

10 minutter senere blev det 2-0, da Jeppe Øllegaard Sørensen relativt uhindret kunne drible sig fri i feltet og sende bolden op i nettaget. En flot scoring, men for passivt forsvarsspil fra Varde-defensiven.

Herefter vågnede Varde-spillerne op, og Sebastian Kargo kom frem til et par fine muligheder, inden Nicolaj Andreasen reducerede til 2-1 på et hovedstød efter et hjørnesparksindlæg fra Gustav Bælum.

Mod slutningen af halvlegen var det igen hjemmeholdet, der pressede mest på, og Lasse T.K. måtte flere gange agere redningsmand for Varde.

En etmålsføring til hjemmeholdet efter de første 45 minutter var fortjent. Nicolaj Andreasen var også klar i pausen og krævede større investering fra spillerne og bedre returløb.

Varde kom ud til anden halvleg med et helt andet udtryk. Holdet dominerede spillet, og udligningen faldt efter godt 10 minutters spil på et straffespark begået mod indskiftede Asger Berg og sikkert sat ind af Jakob Nielsen.

Varde fortsatte dominansen, og Kristian Kristoffersen havde et godt forsøg, som målmanden fik pareret til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark sendte Nicolaj Andreasen igen bolden i nettet ved bagerste stolpe. Med godt et kvarter tilbage var Varde tæt på 4-2, men Asger Bergs afslutning ramte stolpen. En scoring her havde sandsynligvis afgjort kampen til Vardes fordel.

Efterhånden som kræfterne slap op hos Varde, fik hjemmeholdet overtaget i slutfasen. Udligningen til 3-3 faldt med knap 10 minutter tilbage, da Emil Roar med et langskud overlistede Lasse T.K.

Herefter blev det ren overlevelse for Varde-holdet, og presset blev ikke mindre, da Lasse H. Kristensen fik gult kort to minutter før tid. Varde kæmpede videre og sikrede sig uafgjort, hvilket var et retfærdigt resultat efter 90 minutter.

Det uafgjorte resultat betyder, at afstanden på 2 point ned til Gauerslund IF på play-off pladsen blev bevaret. Samtidig er Varde bedst indbyrdes, hvis de to hold skulle ende med samme pointtal. Brande IF og Bramming B er allerede dømt til nedrykning før de sidste to spillerunder.

Vardes næste kamp er på hjemmebane, hvor lokalopgøret mod SGI spilles lørdag kl. 15.30 på Vestjysk Bank Stadion.

Matchfacts: Gauerslund IF - Varde IF
  • Resultat: 3-3 (2-1)
  • 1-0 Ukendt (6.)
  • 2-0 Jeppe Øllegaard Sørensen (16.)
  • 2-1 Nicolaj Andreasen (24.)
  • 2-2 Jakob Nielsen (57. str.)
  • 2-3 Nicolaj Andreasen (65.)
  • 3-3 Emil Roar (83.)
  • Dommer: Andreas Thoustrup
  • Varde: Lasse T. Kristiansen, Malthe Liestmann (46. Emil Kehlet), Emil Kristensen, Jakob Nielsen, Gustav Bælum, Frederik Lyst, Lasse H. Kristensen, Emil Falk (86. Malthe Liestmann), Kristian Kristoffersen, Nicolaj Andreasen, Sebastian Kargo (46. Asger Berg).
  • Advarsler Varde: Lasse H. Kristensen (88.).

Den 13. oktober 2025 af Ejgil Gammelgaard

Mandag 13 Oct 2025 - Ole Frank Jessen
Vist: 335 gange