Varde IF
Menu

Menu

ForsideJyllandsserienJS- TruppenStaffJS- Træningstider Stilling og kampprogram StatistikKamp referater og optaktSerie 1Serie 4 Serie 5U19U 19 Liga 1U-19 Liga 3Om VIF Herre FodboldForeningens formålBestyrelse50 års jubilæumErhvervsklubbenNetværksplus SponsorTøjsponsor
VIF Herre
Foto:

Underholdende og målrig forårspremiere i Rask Mølle endte 3-3

Varde hentede fortjent det ene point efter en kamp med masser af chancer, hvor holdene havde hver sin halvleg. Varde fik en kanonstart med mål i det 2. og 12. minut, men herefter dominerede hjemmeholdet resten af de første 45 minutter med aggressiv og direkte fodbold og kunne fortjent gå til pausen med en føring på 3-2. Varde var derimod klart bedst efter pausen, og efter en række gode muligheder faldt den logiske udligning til 3-3 med et lille kvarter igen. I slutfasen var Varde endda tættest på sejren.

Oliver Bebensee vogtede målet, og 4-4-2-formationen var som følger: Det centrale forsvar bestod af Emil Kristensen og Kasper Nielsen, flankeret af Malthe Liestmann og Emil Kehlet på backpladserne. På den centrale midtbane lå Simon Jelstrup og Nicolaj Andreasen, mens kanterne udgjordes af Frederik Lyst og Kristian Kristoffersen. Helt fremme lå Asger Berg og Mads Falk.

Varde fik en fantastisk start, og allerede i det 2. minut gjorde Asger Berg det til 1-0. Ti minutter senere øgede Frederik Lyst til 2-0, da han fikst løftede bolden over hjemmeholdets keeper efter en glimrende assist fra Mads Falk.

Herefter overtog hjemmeholdet styringen og udnyttede den lette medvind. Med større fysik og aggressivitet samt direkte fodbold voldte de Vardes defensiv store problemer.

Efter et par store redninger af Oliver Bebensee faldt reduceringen til 2-1 i det 20. minut ved Viktor Øhlenschlæger.

Med godt 10 minutter tilbage af halvlegen fik Nicolaj Andreasen et gult kort, og hjemmeholdet udnyttede perioden til først at udligne til 2-2 i det 38. minut på et fremragende langskud af Marco Kruse og derefter få minutter senere bringe sig foran 3-2 på et straffespark eksekveret af Mirsad Suljic.

Lige inden pausen følte Varde-spillerne sig snydt for et straffespark, da en af hjemmeholdets spillere brugte armen i feltet, men dommeren vinkede afværgende.

En fortjent føring til hjemmeholdet ved pausen, hvor etmålsføringen med lidt held sagtens kunne have været større.

Varde havde fordel af medvinden de sidste 45 minutter og satte sig tungt på spillet. Det lykkedes i langt højere grad at spille uden om modstanderne og undgå de fysiske dueller, og samtidig blev andenboldene i langt større udstrækning vundet.

Inden for de første 10 minutter reddede overliggeren to gange for hjemmeholdet, men vi skulle helt hen til det sidste kvarter, inden Mads Falk Knudsen med energisk spil fik sendt bolden i nettet til udligningen til 3-3.

I slutfasen kom Varde frem til flere halve og store chancer, men 3-3 holdt kampen ud, hvilket set over hele opgøret må betegnes som ganske retfærdigt.

Cheftræner Mogens Nielsen var også ganske tilfreds efter kampen og roste spillerne for det spillemæssigt flotte comeback efter pausen. ”Når man efter at have ført 2-0 går til pausen nede med 3-2, skal der en god moral til at få det vendt, men det lykkedes vi med, og vi var endda tættest på sejren,” sagde han.

Kampen gav debut til den 18-årige William Østergaard.

Matchfacts: Rask Mølle OIF - Varde IF

Resultat: 3-3 (3-2)

  • 0-1 Asger Berg (2.)
  • 0-2 Frederik Lyst (12.)
  • 1-2 Viktor Øhlenschlæger (20.)
  • 2-2 Marco Kruse (38.)
  • 3-2 Mirsad Suljic (41., str.)
  • 3-3 Emil Falk Knudsen (78.)

Dommer: Casper Kristensen

Varde: Oliver Bebensee – Malthe Liestmann, Kasper Nielsen, Emil Kristensen, Emil Kehlet (75. Emil Ottosen) – Frederik Lyst, Simon Jelstrup, Nicolaj Andreasen (85. Emil Falk Knudsen), Kristian Kristoffersen – Mads Falk Knudsen og Asger Berg (75. William Østergaard).

Advarsler, Varde: Nicolaj Andreasen (34.)

Advarsler, Rask Mølle: Rasmus Schmidt (90.)

29. marts 2026 af Ejgil Gammelgaard

Søndag 29 Mar 2026 - Ole Frank Jessen
Vist: 481 gange