Varde smed sejren til sidst
Varde førte 1-0, men brændte chancerne og måtte nøjes med 1-1 i slutfasen.
Varde glemte at lukke kampen og mistede to point i slutfasen
Skuffelsen var stor i Vardes omklædningsrum efter kampen. Alle var enige om, at det var en kamp, der skulle have været vundet. Men når man ikke får udbygget den tidlige 1-0-føring, selv om mulighederne er store, risikerer man at blive straffet til sidst. Det var netop det, der skete Skærtorsdag på Vestjysk Bank Stadion, hvor Asger Bergs føringsmål efter godt et kvarters spil lignede en Varde-sejr, indtil gæsterne fra Horsens Freja udlignede til 1-1 få minutter før tid.
Startformationen var, med en enkelt undtagelse, den samme som i premierekampen mod Rask Mølle. På den centrale midtbane var Emil Falk med fra start i stedet for den småskadede Nicolaj Andreasen.
Kampen fik en livlig start, og Asger Berg var tæt på at bringe Varde i front efter 10 minutters spil, da han blev spillet fri i det lille felt af Frederik Lyst. Desværre ramte Asger Bergs skud en forsvarsspiller og gik til hjørnespark.
Få minutter senere brændte det på i den anden ende, og gæsterne fik tildelt et straffespark for et skub i ryggen i feltet. Horsens Frejas anfører, Kristoffer Gjettermann, sendte dog skuddet fra pletten over målhjørnet.
På det efterfølgende angreb bragte Varde sig foran 1-0 efter glimrende opspil i højre side af Frederik Lyst og Simon Jelstrup. Sidstnævnte fandt Asger Berg på kanten af feltet, som vippede bolden op i luften og derefter helflugtede den i nettet med venstrebenet til en flot scoring.
Mads Falk havde en god mulighed for at øge føringen efter knap en halv times spil, da han blev spillet fri af Simon Jelstrup på en lang aflevering fra egen forsvarszone. I stedet for at afslutte i første omgang, hårdt presset, valgte Falk en dribling tilbage i banen, men den efterfølgende afslutning gik lige forbi stolpen.
Få minutter senere sendte Frederik Lyst et langskud afsted, som keeperen med besvær fik pareret til hjørnespark.
I slutminutterne inden pausen var gæsterne meget tæt på at bringe balance i regnskabet, men Oliver Bebensee diskede op med tre flotte redninger.
Hjemmeholdet havde spillemæssigt overtag i de første 45 minutter, men vurderet ud fra antallet af chancer kunne Varde ikke være utilfreds med en føring på et enkelt mål ved pausen.
Varde lagde stærkt ud efter pausen og satte sig tungt på spillet gennem hele anden halvleg.
Mads Falk havde efter få minutters spil et godt frisparksforsøg lige uden for feltet, som keeperen fik pareret til hjørnespark, og et par minutter senere var Kasper Nielsen ved bagerste stolpe uhyre tæt på at få hovedet på et hjørnesparksindlæg fra Kristian Kristoffersen.
Efter 20 minutters spil havde hjemmeholdet en tredobbelt chance for at udbygge føringen. Først ramte Frederik Lyst stolpen fra tæt hold på en frispilning fra Kristian Kristoffersen. Simon Jelstrups afslutning på riposten blev clearet ud af en forsvarsspiller, der stod på stregen, og efterfølgende sendte Kristian Kristoffersen bolden over mål.
Med 10 minutter igen var Kristian Kristoffersen igen tæt på. Han afdriblede sin direkte modstander på højrekanten, men gæsternes keeper diskede op med en flot redning på hans afslutning.
Bortset fra nogle hjørnespark kom gæsterne ikke frem til regulære chancer efter pausen, indtil fire minutter før udløbet af den ordinære spilletid. Oliver Bebensee halvklarede et farligt forsøg i første omgang, men gæsternes Nicklas Moldt var først på riposten og sendte bolden i nettet til 1-1. Ingen af holdene formåede efterfølgende at spille sig frem til yderligere muligheder.
Cheftræner Mogens Nielsen forstod spillernes skuffelse efter kampen:
”Det er jo en kamp, vi skal vinde, og får vi scoret til 2-0 på nogle af vores chancer i anden halvleg, er jeg overbevist om, at kampen havde været lukket. Nu gælder det om at få skuffelsen fordøjet og være klar til næste kamp på fredag i Billund.”
Matchfacts: Varde IF – Horsens Freja
Resultat: 1-1 (1-0)
- Kristoffer Gjettermann brændte straffespark (15.)
- 1-0 Asger Berg (16.)
- 1-1 Nicklas Moldt (86.)
Dommer: Daniel Bloch
Varde: Oliver Bebensee – Malthe Liestmann, Kasper Nielsen, Emil Kristensen, Emil Kehlet (58. Lauritz Steen Jensen) – Frederik Lyst (88. Asger Berg), Simon Jelstrup, Emil Falk (58. Nicolaj Andreasen), Kristian Kristoffersen – Mads Falk Knudsen og Asger Berg (75. William Østergaard).
Dagens ”man of the match”: Oliver Bebensee
3. april 2026 af Ejgil Gammelgaard


































