JS sikrede sig tre uhyre vigtige point i hjemmekampen mod FC Horsens
I sidste spillerunde inden de syv returopgør vandt JS-holdet 2-1 over FC Horsens lørdag eftermiddag på Vestjysk Bank Stadion og fik dermed kontakt med midterfeltet i puljen. Sejren kom i hus efter en god første halvleg, som blev vundet 1-0. Kort efter pausen øgede Mads Falk til 2-0, hvorefter gæsterne overtog momentum, men først reducerede til 2-1 kort før tid, hvilket også blev slutresultatet.
I forhold til kampen mod Gauerslund var startformationen ændret til en 3-4-2-1-formation, hvor Jonas Meyer startede inde som højre wingback og erstattede Malthe Liestmann, mens William Østergaard erstattede Simon Jelstrup.
Hjemmeholdet var toneangivende i de første 45 minutter, hvor bolden blev spillet godt rundt, og allerede efter et kvarters spil bragte Nicolaj Andreasen Varde foran 1-0. Målet kom efter et af hjemmeholdets mange hjørnespark i første halvleg. Gæsterne fik i første omgang clearet, men Jonas Meyer sendte returbolden ind i feltet, hvor Nicolaj Andreasen kom højest og headede bolden i nettet.
Et par minutter senere var Mads Falk tæt på at øge til 2-0, men gæsternes keeper reddede Falks gode forsøg. Omkring den halve time var Nicolaj Andreasen igen tæt på med et hovedstødsforsøg efter et hjørnespark, men denne gang blev der reddet på stregen af en forsvarsspiller.
Gæsterne blev stort set holdt fra fadet af Varde-defensiven i de første 45 minutter, og halvlegsføringen til hjemmeholdet var såre fortjent og endda i underkanten efter spil og chancer.
Hjemmeholdet kom fint fra start efter pausen, og allerede i det fjerde minut øgede Mads Falk til 2-0, da han på kanten af offside modtog en frispilning fra Emil Falk, afdriblede keeperen og sendte bolden i det tomme mål.
Herefter overtog gæsterne momentum, men Varde-defensiven stod godt imod, og reduceringsmålet faldt først med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid. En afslutning fra gæsternes Marcus Norup blev rettet af og svævede hen over Oliver Bebensee, som var chanceløs.
I slutminutterne pressede gæsterne hårdt på for at bringe balance i regnskabet, men Varde-defensiven holdt stand, blandt andet med et par effektive indgreb af Oliver Bebensee, og sikrede de tre uhyre vigtige point.
Varde-holdet fik således taget revanche for den lidt sløje indsats sidste weekend, og ikke mindst de rutinerede kræfter på holdet stemplede ind og viste vejen for de unge spillere.
Med sejren rykkede holdet et enkelt trin op i tabellen og indtager inden returkampene sjettepladsen med otte point.
Kampen bød på debut til 19-årige Jonas Christensen, som fik den sidste halve time på banen.
Holdets næste opgave er allerede på torsdag, Kristi himmelfartsdag, hvor Rask Mølle OIF er modstanderen på Vestjysk Bank Stadion med kampstart kl. 13.00.
Kampfakta: Varde IF – FC Horsens
Resultat: 2-1 (1-0)
1-0 Nicolaj Andreasen (15.)
2-0 Mads Falk (49.)
2-1 Marcus Norup (87.)
Dommer: Mathias Hollbaum
Varde: Oliver Bebensee – Kasper Nielsen, Simon Riber, Emil Kristensen – Jonas Meyer (84. Emil Kehlet), Nicolaj Andreasen, Emil Falk (62. Jonas Christensen), Kristian Kristoffersen – Frederik Lyst, William Østergaard (71. Lasse Klemensen) – Mads Falk.
Advarsler, FC Horsens: Emil Rosenberg (28.), Anders Jæger (41.) og Simon Tonnesen (72.).
Dagens man of the match: Frederik Lyst.
Den 11. maj 2026 af Ejgil Gammelgaard

