Varde tabte hjemmekampen mod Rask Mølle
Det blev til et ærgerligt nederlag på 2-1 i hjemmekampen Kristi himmelfartsdag mod Rask Mølle. Varde-mandskabet styrede spillet den første halve time og kom planmæssigt i spidsen efter godt et kvarter ved Mads Falk. Desværre kendte man ikke sin besøgelsestid og fik ikke scoret yderligere i denne periode. Da Oliver Bebensee havde en uheldig clearing på en tilbagelægning, fik gæsterne udlignet med 10 minutter tilbage af halvlegen. På et særdeles tvivlsomt straffespark med 10 minutter igen scorede gæsterne til slutresultatet 2-1.
I forhold til kampen mod FC Horsens sidste weekend var startformationen ændret på et par pladser. Simon Jelstrup startede inde i højre side af 3-mandsforsvaret i stedet for Kasper Nielsen, og på venstre wingbackposition spillede Lasse Klemensen i stedet for Kristian Kristoffersen.
Efter en livlig start i begge ender lagde hjemmeholdet et højt pres på gæsterne og fik et spillemæssigt pænt overtag den næste halve time. Overtaget udmøntede sig i et føringsmål efter godt et kvarter, da Mads Falk fra tæt hold udnyttede et indlæg fra højre kant fra Jonas Meyer.
Trods masser af spil det næste kvarter lykkedes det ikke Varde at udfordre gæsternes mål yderligere. Enten manglede præcisionen i den sidste aflevering, eller også røg afslutningerne forbi eller over mål.
Med 10 minutter igen af halvlegen fik gæsterne udlignet til 1-1, da Oliver Bebensee i sin clearing på en tilbagelægning uheldigvis sparkede bolden lige ind i fødderne på Viktor Øhlenschlæger, som slap helt fri og havde let ved at score i det tomme mål.
Det gav gæsterne fornyet mod på tilværelsen, og sammen med et par offensive indskiftninger overtog holdet initiativet. Rask Mølle var også tæt på endnu en scoring, men Oliver Bebensee parerede flot.
Gæsterne kom også bedst ud efter pausen og havde inden for de første 10 minutter flere gode muligheder for at bringe sig i front. Holdet blev dog kort efter ramt af en 10-minutters udvisning, og på det efterfølgende frispark havde Mads Falk en god mulighed, men han headede Simon Jelstrups indlæg over mål.
Hjemmeholdet fik herefter et lille spillemæssigt overtag, uden at det dog førte til reelle scoringsmuligheder. Med et lille kvarter tilbage af kampen lignede det således et uafgjort resultat, men pludselig pegede dommeren på pletten, da han mente, at Oliver Bebensee havde taget benene på rutinerede Mirsad Suljic i straffesparksfeltet. Det lignede dog mest af alt “Svanens død”. Suljic tog sig selv af straffesparket og scorede sikkert til 2-1.
I slutfasen pressede Varde hårdt på for at fremtvinge en udligning, og i det tredje overtidsminut havde indskiftede Jonas Christensen muligheden på en aflevering fra Nicolaj Andreasen. Gæsternes keeper hev dog en flot redning frem på afslutningen fra en lidt spids vinkel.
Dermed sluttede kampen med et ærgerligt etmålsnederlag, hvor marginalerne ikke faldt ud til hjemmeholdets side. Defensiven og spillet midt på banen var ganske godt, mens det kneb gevaldigt på den sidste tredjedel af banen. Her var det tydeligt, at de unge Varde-spillere havde det svært mod de rutinerede spillere fra Rask Mølle, hvoraf en del havde en fortid på Hedensteds DS-hold.
Med nederlaget røg Varde-holdet ned på sidstepladsen i tabellen, og holdet er derfor næsten pisket til at hente tre point i udekampen mod Horsens Freja allerede på lørdag.
Kampfakta: Varde IF – Rask Mølle OIF
Resultat: 1-2 (1-1)
1-0 Mads Falk (16.)
1-1 Viktor Øhlenschlæger (35.)
1-2 Mirsad Suljic (str. 80.)
Dommer: Tobias Provsgaard
Varde: Oliver Bebensee – Simon Jelstrup, Simon Riber, Emil Kristensen – Jonas Meyer, Nicolaj Andreasen, Emil Falk (80. Lasse Henneberg), Lasse Klemensen (65. Malthe Liestmann) – Frederik Lyst, William Østergaard (65. Jonas Christensen) – Mads Falk.
Advarsel, Varde IF: Emil Kristensen (90.+5)
Advarsel, Rask Mølle OIF: Frederik Jørgensen (56.)
Dagens “man of the match”: Nicolaj Andreasen
Den 15. maj 2026 af Ejgil Gammelgaard

