Varde IF
Menu

Menu

ForsideJyllandsserienJS- TruppenStaffJS- Træningstider Stilling og kampprogram StatistikKamp referater og optaktSerie 1Serie 4 Serie 5U19U 19 Liga 1U-19 Liga 3Om VIF Herre FodboldForeningens formålBestyrelse50 års jubilæumErhvervsklubbenNetværksplus SponsorTøjsponsor
VIF Herre
Foto:

Varde sejrede i bundopgøret mod Horsens Freja

Varde vandt lørdag eftermiddag det vigtige bundopgør mod Horsens Freja med 2-0 efter 0-0 ved pausen. Varde havde et spillemæssigt overtag i en chancefattig første halvleg, men tættere på end et annulleret mål for offside kom holdet ikke. Hjemmeholdet kom bedst ud efter pausen, men manglede skarphed, og med to mål i slutfasen sikrede Varde sig tre særdeles vigtige point.

I forhold til kampen mod Rask Mølle Kristi himmelfartsdag var startformationen ændret på et par positioner. Simon Jelstrup var rykket frem på den centrale midtbane, hvor han erstattede Emil Falk, hvilket gav plads til Kasper Nielsen i højre side af tremandsforsvaret. Ellers var formationen uændret.

Varde havde et spillemæssigt overtag før pausen, men det kneb med at omsætte overtaget til chancer. Mads Falk havde en pæn mulighed efter godt 10 minutters spil, da han blev spillet fri i feltet af Kasper Nielsen, men keeperen halvklarede forsøget, og en forsvarsspiller ekspederede riposten ud af farezonen for næsen af William Østergaard.

Godt fem minutter før pausen fik Frederik Lyst bolden i nettet på et indlæg fra Mads Falk, men målet blev annulleret for offside.

Hjemmeholdet kom frem til en enkelt mulighed lige før pausen, da Emil Kristensen måtte redde et hovedstødsforsøg på stregen nede ved den ene stolpe efter et hjørnespark.

Horsens Freja kom bedst ud efter pausen og lagde i de første 20 minutter et vist pres på Varde-målet. Skarpheden var dog ikke til stede, samtidig med at Oliver Bebensee havde et par gode redninger.

Herefter overtog Varde igen initiativet, og målet til 1-0 faldt med godt et kvarter tilbage af den ordinære spilletid. William Østergaard fandt indskiftede Kristian Kristoffersen i feltet, og Kralle kvitterede med en sikker scoring, som var hans første mål for JS-holdet.

Hjemmeholdet havde en god chance for at bringe balance i regnskabet med knap fem minutter igen, men afslutningen røg lige forbi stolpen. I stedet lukkede Varde kampen få minutter senere, da Mads Falk sendte bolden i nettet efter et indlæg i feltet fra Simon Jelstrup.

Med sejren rykkede Varde op på sjettepladsen i tabellen og fik igen kontakt til midterfeltet i den særdeles jævnbyrdige pulje, hvor alle slår alle.

Næste kamp for Varde-holdet er 2. pinsedag, hvor holdet hjemme på Vestjysk Bank Stadion møder Billund. Der er kampstart kl. 13.00.

Matchfacts: Horsens Freja – Varde IF

Resultat: 0-2 (0-0)

0-1 Kristian Kristoffersen (73.)

0-2 Mads Falk (89.)

Dommer: Jimmi Norup Hansen

Varde: Oliver Bebensee – Kasper Nielsen, Simon Riber, Emil Kristensen – Jonas Meyer (90+3. Lasse Klemmensen), Simon Jelstrup, Nicolaj Andreasen, Lasse Klemensen (46. Kristian Kristoffersen) – Frederik Lyst (63. Jonas Christensen), William Østergaard (81. Emil Ottosen) – Mads Falk.

18. maj 2026 af Ejgil Gammelgaard

Mandag 18 May 2026 - Ole Frank Jessen
Vist: 252 gange