Varde IF
Menu

Menu

ForsideJyllandsserienJS- TruppenStaffJS- Træningstider Stilling og kampprogram StatistikKamp referater og optaktSerie 1Serie 4 Serie 5U19U 19 Liga 1U-19 Liga 3Om VIF Herre FodboldForeningens formålBestyrelse50 års jubilæumErhvervsklubbenNetværksplus SponsorTøjsponsor
VIF Herre
Kristian Kristoffersen jubler efter sin scoring til 3-1 Foto: Sports.foto.varde

Otte gyldne Varde-minutter

Varde vendte kampen mod Billund med tre sene mål og rykkede op som nummer fem.

Varde slog til efter pausen og vendte 0-1 til 3-1

I flot solskinsvejr og med mange tilskuere på lægterne sikrede JS-holdet sig en særdeles vigtig og fortjent sejr over Billund IF på 2. pinsedag. Gæsterne gik til pausen med en 1-0-føring, men i løbet af otte minutter i kampens sidste 20 minutter scorede Varde tre gange og sikrede sig dermed tre uhyre værdifulde point. De to hold stod godt til hinanden og leverede en seværdig fodboldkamp, hvor begge hold lod bolden gøre arbejdet.

Startformationen var ændret på et par positioner i forhold til kampen mod Horsens Freja. Kristian Kristoffersen var tilbage som venstre wingback i stedet for Lasse Klemensen, og på den offensive midtbane var Asger Berg tilbage efter en længere skadesperiode, hvor han erstattede William Østergaard. Ellers var formationen uændret.

Kampen fik en livlig start med chancer til begge hold inden for de første fem minutter. Frederik Lyst havde en god mulighed efter et indlæg fra Kristian Kristoffersen, men Lyst ramte bolden skævt, og afslutningen røg langt forbi. Minuttet efter var Oliver Bebensee tæt på at overliste sin målmandskollega med et langt udspark, men efter at bolden havde ramt græsset og var sprunget over hænderne på keeperen, røg den en meters penge forbi stolpen.

Efter en god redning af Oliver Bebensee efter et lille kvarters spil var Mads Falk et par minutter senere meget tæt på at bringe hjemmeholdet i front efter et godt gennembrud, men Falks afslutning ramte desværre stolpen. Et par minutter senere var Frederik Lyst tæt på efter et gennembrud i højre side, men hans afslutning strøg på tværs af målet og lige forbi den fjerneste stolpe.

Herefter fulgte en chancefattig periode, indtil gæsterne bragte sig foran 1-0 med 10 minutter igen af halvlegen. Oliver Bebensee halvklarede et skudforsøg fra kanten af feltet, men fra en spids vinkel lykkedes det gæsternes Jakob Tegllund at sende riposten i nettet ved den nærmeste stolpe.

Spillemæssigt var det en meget lige første halvleg, og vurderet ud fra chancefordelingen kunne Varde såmænd lige så godt have været foran med et enkelt mål.

Hjemmeholdet lagde fremragende ud efter pausen, og inden for de første fem minutter havde Mads Falk to store muligheder for at bringe balance i regnskabet. Først var det efter et indlæg i feltet fra Simon Jelstrup, som Falk fik afsluttet på, men keeperen fik halvklaret. To minutter senere blev han spillet helt fri i feltet, men afslutningen røg flere meter over mål. Et par minutter senere var Jonas Meyer uhyre tæt på, da hans indlæg fra højre kant ramte indersiden af stolpen, men desværre ikke røg i nettet.

Efter et kvarters spil kom Varde i undertal, da Nicolaj Andreasen modtog et gult kort. I undertalsperioden fik gæsterne et spillemæssigt overtag, men Varde-defensiven red stormen af uden for alvor at blive udfordret.

Samtidig med at Nicolaj kom på banen igen, blev gæsterne ramt af en 10 minutters udvisning, og det benyttede Varde sig i den grad af. Inden gæsterne var blevet fuldtallige igen, havde hjemmeholdet scoret tre gange.

Emil Kristensen sørgede for udligningen på et indlæg i feltet, som syntes for langt, men gæsternes keeper fik på mærkværdig vis fumlet bolden i nettet. Kort efter måtte Emil Kristensen redde et forsøg på stregen, inden debutanten Gustav Houmøller sørgede for føringsmålet til 2-1, da han headede Kristian Kristoffersens glimrende indlæg i nettet. Blot fire minutter senere blev det 3-1, da Kristian Kristoffersen efter et soloridt, hvor han snørede fire modstandere, sendte bolden usvigeligt sikkert i nettet.

Herefter cruisede Varde sejren hjem, og publikum klappede taktfast ad indsatsen, da dommeren fløjtede af. Det var uden tvivl også den bedste halvleg, som holdet har præsteret på hjemmebane i foråret.

Med de tre point rykkede Varde op på femtepladsen i tabellen med 14 point og nu med kontakt til subtoppen. Holdets næste opgave er på lørdag, hvor Varde ude møder topholdet Aabyhøj.

Inden kampen blev fløjtet i gang, var der blomster til Nicolaj Andreasen, som i kampen i lørdags mod Horsens Freja spillede sin kamp nummer 250 på Vardes førstehold.

Matchfacts: Varde IF – Billund IF

Resultat: 3-1 (0-1)

0-1 Jakob Tegllund (35.)

1-1 Emil Kristensen (73.)

2-1 Gustav Houmøller (76.)

3-1 Kristian Kristoffersen (80.)

Dommer: Frode Jacobsen

Varde: Oliver Bebensee – Kasper Nielsen, Simon Riber, Emil Kristensen – Jonas Meyer (64. Malthe Liestmann), Simon Jelstrup, Nicolaj Andreasen, Asger Berg (56. William Østergaard), Kristian Kristoffersen (89. Asger Berg) – Frederik Lyst (56. Gustav Houmøller), Mads Falk (84. Frederik Lyst).

Advarsler, Varde: Nicolaj Andreasen (60.).

Advarsler, Billund: Mathias Christensen (72.).

Dagens man of the match: Gustav Houmøller.

Den 26. maj 2026 af Ejgil Gammelgaard

 

Tirsdag 26 May 2026 - Ole Frank Jessen
Vist: 333 gange