Optakt: Varde IF – FC Kolding Nord
Vardes serie 1-hold tager lørdag eftermiddag imod et helt nyt bekendtskab, FC Kolding Nord, når top og bund mødes på Vestjysk Bank Stadion. Der er kampstart kl. 15.30.
Gæsternes hold er et overbygningshold bestående af fire klubber: Bramdrupdam GIF, Alminde/Viuf GIF, Nr. Bjært/Strandhuse IF og Harte G&IF. Samarbejdet begyndte i efterårssæsonen 2025, hvor holdet startede i serie 3. Efterfølgende er det blevet til to oprykninger i træk, og holdet er derfor nu repræsenteret i serie 1. Foreløbig har sæsonen budt på tre nederlag for koldingenserne.
Varde har derimod fået en glimrende start på sæsonen med tre sejre og en enkelt uafgjort kamp. Ikke mindst offensiven har sprudlet med sammenlagt 16 scoringer. Senest blev det til en 5-0-sejr over Kolding B, hvor alle målene faldt efter pausen.
Cheftræner Mogens Nielsen har da også været ganske tilfreds med sæsonåbningen.
– Vi spiller god offensiv fodbold, og samtidig er det lykkedes os ikke at give for mange chancer væk i defensiven. Vi er stærke offensivt, fordi vi har så mange kreative spillere. Ligeledes er der mange spillere, der byder sig til, så vi har god konkurrence om pladserne.
Til kampen på lørdag får cheftræneren i høj grad brug for den brede trup. Simon Jelstrup bliver ikke klar efter den skade, han pådrog sig sidste weekend. Desuden har følgende spillere meldt afbud af forskellige årsager: Oliver Bebensee, Kasper Nielsen, Mads Falk, Gustav Houmøller og Jonas Meyer.
Som erstatning er der foreløbig udtaget fem nye spillere til truppen til lørdagens kamp. Jonas Bertelsen og Emil Kristensen er begge tilbage efter en enkelt kamps fravær. Derudover er Lasse T. Kristiansen, Lasse Klemensen og Tobias Bording udtaget. Hvem den sidste spiller i truppen bliver, ligger endnu ikke fast.
Vardes foreløbige trup ser derfor således ud: Lasse T. Kristiansen, Jakob Nielsen, Frederik Lyst, Nicolaj Andreasen, Kristian Kristoffersen, Lauritz Steen Jensen, Simon Riber, William Østergaard, Jens Hermansen, Emil Kristensen, Lasse Klemensen, Jonas Bertelsen og Tobias Bording.
28. august 2026, Ejgil Gammelgaard

