Sæsonens 1. udebanesejr mod Fjordager
DS-holdet vandt en yderst fortjent sejr, da de to bundhold i kvalspillet krydsede klinger i Seden. Varde-holdet spillede en flot 1. halvleg i højt tempo og halvlegsføringen på 1-0 var alt for lille. Hjemmeholdet kom ud med et højt pres fra starten af 2. halvleg og lykkedes godt med at trække tempoet ned og skabe mere duel spil. Udligningen til 1-1 faldt efter et lille kvarters spil, men få minutter senere bragte Jakob Nielsen Varde på 2-1 og efterhånden fik Varde igen styr på kampen og efter flere store brændte muligheder faldt scoringen til slutresultatet 3-1 på et straffespark i tillægstiden.
Unge Magnus Dalgaard debuterede på keeperposten, men ellers var startformation den samme som i sidste weekends kamp mod Dalum.
Varde satte sig hurtigt på spillet de første 45 minutter. Pasningerne flød godt i højt tempo og chancerne kom nærmest på samlebånd, især den sidste halve time. Den første store mulighed faldt efter et kvarters spil, men Kenni Bjerregaard fik ikke rigtig ram på bolden på Niklas Cattons glimrende indlæg.
Få minutter senere måtte Kenni Bjerregaard udgå med et trælår og blev erstattet af Simon Riber Nielsen. Riber kom ind i det centrale forsvar, mens Rasmus Plauborg blev rykket frem i angrebet.
Føringsmålet faldt efter en halv times spil ved Mads Falk, som udnyttede riposten efter at keeperen havde halvklaret afslutningen fra Sebastian Kargo. Herefter tilspillede Varde sig 3 store muligheder for at øge føringen.
Først afsluttede Niklas Catton lige forbi målhjørnet, minuttet efter sendte Catton bolden på stolpen på et indlæg fra venstre kant af Mads Falk og endelig sendte Rasmus Plauborg bolden forbi mål på en glimrende aflevering af Kargo.
I halvlegens sidste minut var hjemmeholdet tæt på en udligning, men Magnus Dalgaard viste stor klasse på en flot afslutning fra fynboernes Alfred Berg og parerede bolden til et hjørnespark.
Hjemmeholdet lagde ud med et højt pres fra 2. halvlegs start, hvilket voldte Varde holdet store problemer og gæsternes større fysiske styrke bekom ikke Varde spillerne ret godt. Det var derfor ikke ulogisk at holdet fik udlignet efter et lille kvarters spil ved Anders Juel Johansen, som sendte bolden i nettet uden chancer for Magnus Dalgaard.
Jakob Nielsen bragte dog Varde foran på ny blot 5 minutter senere, da han med hovedet snittede en hjørnesparksbold fra Simon Helt i nettet.
Herefter fik Varde-holdet igen styr på kampen. Tempoet blev skruet op og man spillede i højere grad bolden op på kanterne.
Det sidste kvarter kom Varde frem til flere store scoringsmuligheder. Plauborg headede forbi mål på et hjørnesparksindlæg fra Helt, Catton brændte 2 store muligheder inden han blev nedlagt i feltet i tillægstiden og Plauborg omsatte det efterfølgende straffespark til 3-1.
I slutfasen var der come back til Mathias van Beest og Søren Hermansen, og sidstnævnte havde en stor mulighed til allersidst for at øge til 4-1, men keeperen vandt den direkte duel.
Med sejren og de øvrige resultater er Varde holdet endnu ikke rykket ud af DS, og har stadigvæk en mikroskopisk chance for at klare frisag, men det er langt ude i teorien og kræver som minimum at de sidste 5 kampe vindes, samt at andre resultater flasker sig.
Holdets næste kamp er på lørdag, hvor holdet hjemme møder Tarup/Paarup. Der er kampstart kl. 15:30.
Matchfacts Fjordager IF – Varde IF
Resultat: 1-3 (0-1)
0-1 Mads Falk Knudsen (31.)
1-1 Anders Juel Johansen (58.)
1-2 Jakob Nielsen (64.)
1-3 Rasmus Plauborg (90.+5 str.)
Dommer: Lucas Gejbøl
Varde: Magnus Dalgaard – Viktor Bjelke Bendtson, Rasmus Plauborg, Jakob Nielsen (69. Anton Bonde) – Sebastian Kargo Larsen (58. Elias Rye Poulsen), Nicolaj Andreasen, Niclas Catton, Magnus Sandfeld, Simon Helt Løvgreen (80. Mathias van Beest) – Mads Falk Knudsen (80. Søren Hermansen) og Kenni Bjerregaard Pedersen (24. Simon Riber Nielsen).
Advarsler Varde: Nicolaj Andreasen (90.+2).
Advarsler Fjordager: Alfred Berg (75.) og Oscar Pasfall (90.+3).
Den 12.Maj af Ejgil Gammelgaard
Varde tabte fredagskampen mod Bredballe
Varde tabte fredagskampen mod BredballeDet lykkedes ikke for Vardes JS-hold at fortsætte de gode takter fra sidste weekends kamp modAabyhøj, da holdet gæstede Bredballe fredag aften. Hjemmeholdet vandt fortjent kampen med 3-1efter pausestillingen 2-0. Varde vågnede først rigtig op det sidste kvarter af kampen efterreduceringsmålet til 3-1, men trods flere gode muligheder lykkedes det ikke […]